Forslag til butiks-og kulturcenter på Slagterigrunden i Horsens er resultatet af et stærkt teamwork, hvor KHR var designansvarlig pennefører, mens RUM forestod den samlede processtyring, organisations- og procesbeskrivelse samt som lokalforankret sparring i udvikling af projektet.
Forslagets vision er, at Kulturstationen og butikscenteret smelter sammen til en helhed som en bydel i sig selv med alskens tilbud. Forslagets koncept er at se denne kobling som et sted hvor man handler, mødes, ses, lærer og oplever – en kulturel markedsplads. Denne fordring giver det arkitektoniske koncept, at placere Kulturstationen i midten af butikscenteret, så de to funktioner bliver til et oplevelsesrum. Ved denne sammenlægning opnås, at kulturhuset kan nå ud til alle dele af den omkringliggende by og natur. En landskabstopografi som et netværk af grønne tage der skaber forbindelser og bevægelser mellem Stationsområdet, Andreas Steenbergs Plads, Rørfabrikken og fremtidens byudvidelse på godsbaneterrænet.